Denne asiatisk inspirerede grønkålssalat, er den slags salat, der giver dig en ordentlig rusketur, fordi den er så smækfyldt med smag og vitaminer. Grønkål er en fantastisk grøntsag, som man bare ikke kan få nok indenbords af her i vintermånederne.
3 portioner
Du skal bruge:
- 200 g grønkål
- 74 g peberfrugt, rød
- 30 g rødløg
- 120 g agurk – uden kerner
- 100 g radise
- 1 spsk sorte sesamfrø
- 25 g peanuts
- evt. 1 håndfuld frisk koriander
- ½ tsk salt
Dressing:
- 1 spsk peanutbutter
- 2 tsk soya sauce
- 2 tsk sesamolie
- 2 spsk limesaft
- frisk chili – så meget du tåler
- 1 tsk revet ingefær
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk sukrin gold
- 1 spsk vand
Sådan gør du:
- Klip eller riv de grove stilke af grønkålen
- kom grønkålen i en skål og drys med lidt salt
- masser grønkålen, knug og kram den med hænderne, så den bliver lidt blødere. Det gør den rarere at spise
- skær dine radiser i stave
- skær peberfrugten i strimler
- fjern kernerne fra agurken og skær den i strimler
- halvér rødløget og skær det i tynde skiver
- til dressingen blander du peanutbutter, soya, sesamolie, limesaft, revet/hakket hvidløg, revet ingefær, finthakket chili, sukrin gold og vand
- hæld dressingen over grønkålssalaten og bland godt rundt
- drys med sesamfrø, peanuts og eventuelt frisk koriander
De fleste bliver bedre af at få lidt massage. Det samme gælder for grønkål. Når man lige masserer den med lidt salt, så stritter den ikke i alle mulige retninger og det giver bare en bedre fornemmelse i munden. Salaten har fuld gas på smagen. Vi spiste den til stegt flæsk – de var som skabt for hinanden de to. Jeg forestiller mig også at salaten kunne være dejlig til kylling stegt på benet med sprødt skind.
Data fra Madlog pr. portion:
Energi: 190 kcal. Protein: 8,6 g. Kulhydrat: 8,7 g. Fedt:12 g
Skriv et svar