Nogen gange er det de enkle ting der smager aller bedst! Retter der bare skal samles og så skal de hygge sig i ovnen – så har man 45 minutter til at banke ungerne i UNO, eller lakere tånegle. Så ringer minuturet og alle er glade. Dette broccolifad med kylling, kan du samle om morgenen eller dagen før. Det skal så bare sættes i ovnen når du kommer hjem. Ingredienserne er helt almindelige og der er gode chancer for, at det er nogen du alligevel altid har i dit køkken – i alt fald i et LCHF/lowcarb køkken. Jeg synes retten egner sig som både som sommer og vinter mad og den smager at hygge og tryghed og kræver ikke nogen tekniske færdigheder i køkkenet.
3 portioner
Det skal du bruge:
- 300 g kyllingebryst
- 150g cheddar
- 600 g broccoli
- 150 g tomat
- 100 g creme fraiche
- 50 g mayonaise
- 1/2 dl hvidvin – kan erstattes med 2 spsk citronsaft og 2 spsk vand
- 1/2 dl fløde
- 1 tsk boullionpulver
- 1 fed hvidløg
- 20 g forårsløg
- 1 tsk tørret oregano
- 1 tsk tørret basilikum
- 1 tsk tørret timian
- olie til fadet
- et drys peber
Sådan gør du:
- kog kyllingebryst i 15 min i letsaltet vand, eller smagssæt dit kogevand som du har lyst
- lad kyllingebryst køle af til du kan håndtere det uden at brænde fingrene
- træk kyllingebrystet i stykker, eller skær det i tern alt efter hvad du foretrækker
- lav din broccoli til buketter – jeg brugte ikke stokken, den gemte jeg til jeg skal lave broccolibunde i weekenden
- kog broccolien i letsaltet vand i 2-3 min, hæld den over i et dørslag og lad den dryppe af
- skær tomaterne i tern og bland dem med, mayo, creme fraiche, hvidvin, fløde, krydderurter, hakket forårsløg, presset hvidløg, boullionpulver, lidt peber og ost – hold 50 gram cheddar tilbage til at komme ovenpå
- nu skal du samle det hele
- kom lidt olie i et ildfast fad og smør det ud
- kom broccolien i – jeg trykkede det lidt ned med hænderne, så det lå i et jævnt lag
- fordel den plukkede kylling jævnt over broccolien
- fordel saucen ovenpå – jeg fordelte fyldet i saucen jævnt med en ske og hældte så det sidste af den flydende del ud over
- drys det sidste af osten ud over
- sættes i ovnen ved 200 grader normal ovn i 45 min
Retten kan spises som den er. Er der kulhydrat-spisere i familien bliver de sikkert glade for et stykke brød til at moppe saucen op med – Jeg synes portionen er stor, selvom den holder sig lige under 12 gram kulhydrater, jeg har gemt halvdelen af min portion, som jeg skal spise til frokost i dag. Min kæreste kunne godt spise hans portion, vi måtte lægge gaflen et par gange, for at der ikke gik for meget robot-arm i den, for det smagte virkelig godt.
Efterfølgende rapporterer min nevø at opskriften også er god, hvis man erstatter kylling med fisk – der var vedhæftet dokumentation i form af tomme fade – sådan!
Det ser superlækkert ud, men jeg kan ikke se en opskrift på saucen?
Saucen er da det med mayonaise, fløde, og resten af opskrifterne?
Jep
Tak Dorrit for en så dejlig opskrift det smager så godt og mætter dejlig
Velbekomme Kirsten 🙂 Dejligt den ligger godt i din mave 🙂
Hej Dorrit
Mange tak for en virkelig lækker opskrift. Fadet blev næsten slikket og selv min datter på 3 år, som ikke er den store “spiser” om aftenen, spiste en stor portion. Den ryger klart på listen over nemme hverdagsretter 😉
Mvh Louise
Det var dag bare skønt at høre 🙂
Kan man godt undvære osten eller skifte det ud med noget andet?
Måske bliver det lidt tørt ☺
Virkelig lækker ret 🙂
Tak Pernille 🙂
Super lækker, sund og nem ret 🤗👏