Hvis du synes chokolademousse med lys chokolade lyder alt for lækkert og virkelig uartigt, så har du delvist ret. Det ER alt for lækkert og det SMAGER vildt uartigt. Men hvis du laver moussen med lys chokolade sødet med stevia, så kan du sagtens nyde denne lækre dessert. Jeg synes det smager godt med lidt syrlige friske bær.
5 portioner:
Du skal bruge:
- 85 g lys belgisk chokolade fra Easis
- 2 æggehvider pasteuriseret
- 1 æggeblomme pasteuriseret
- 1 knivspids salt
- 1 ½ dl piskefløde
- 1 spsk sukrin melis
Sådan gør du:
- smelt chokoladen i en skål over vandbad – skålen skal ikke røre vandet, så bliver det for varmt for den lyse chokolade
- tag chokoladen af varmen straks den er smeltet
- rør æggeblommen i chokoladen, chokoladen bliver en anelse tykkere, det er normalt
- pisk æggehviderne stive med sukrin melis og en knivspids salt
- pisk fløden stiv
- vend de stiftpiskede hvider forsigtigt i chokoladen
- vend herefter fløden forsigtigt i, jo blidere du kan vende hvider og fløde i og samtidig få det fuldstændig indarbejdet i chokoladen, jo luftigere bliver din mousse, det kan godt betale sig at gøre sig umage
- fordel eventuelt moussen i portionsglas eller du kan bruge nogle gamle fine kaffekopper, hvis du har det
- sæt moussen på køl helst i 3-4 timer
- anret eventuelt med lidt pisket fløde og friske bær.
Moussen kan sagtens laves dagen i forvejen, hvis du skal have gæster og den er luftig og silkebløde med en lækker smag af mælkechokolade uden at den får dit blodsukker til at stige. Vi spiste vores chokolademousse med en lille klat flødeskum, friske hindbær og ristet kokosmel på toppen, men jeg tænker også at friske jordbær ville være et lækkert valg nu mens de er i sæson. Hvis du ikke har lys chokolade ved hånden, så kan du også sagtens lave den med mørk chokolade. Prøv også denne chokolademousse lavet med olivenolie, den er blandt andet super til kulhydrat-tømmermænd.
Data fra madlog 1 portion: uden topping:
Energi: 208 kcal Protein: 3,7 g Kulhydrat: 4,4 g Fedt: 19 g
Indlægget indeholder affiliate links.
Når der er affiliate links i en tekst på bloggen, betyder det at bloggen tjener en lille kommision, hvis du køber noget via et af vores links. Dette koster ikke ekstra for dig. På denne måde er du med til at støtte driften af bloggen og det er nemt for dig at finde frem til produkter vi omtaler. Vi omtaler kun produkter, vi bruger i vores dagligdag og vi henviser kun til shops, hvor vi selv handler jævnligt.