Jeg bruger ikke så ofte sukrin melis, fordi det har en lidt kold smag. Men jeg kom tilfældigvis til at kigge på posen. Der var en opskrift på marcipan lavet af mandelmel. Tilfældigvis havde jeg en pose lækkert mandelmel, som snart skulle bruges, så det var da et forsøg værd. Det overraskede mig hvor helt ufatteligt let det var at lave! Altså 5 min, så var jeg klar med marcipan. Jeg var klar over, at jeg skulle smage mig frem med hensyn til mængden af sukrin melis og det synes jeg også du skal gøre og ikke bare følge opskriften blindt. Man kan også lave marcipanen helt fra bunden, hvor man maler afskallede mandler og tørrer mandelmelet i ovnen, men det bliver en anden dag.
Til lazy marcipan skal du bruge:
- 500 g mandelmel (ikke affedtet)
- 125 g sukrin melis
- 3-4 æggehvider
- evt. nogle dråber mandelessens – smag dig frem
Sådan gør du:
- kom mandelmel og sukrin melis i en skål
- tilsæt æggehviderne lidt ad gangen og rør godt rundt
- marcipanen har fået nok æggehvide, når den hænger sammen og og er let fugtig
- del marcipanen op i mindre portioner og opbevar den i fryseren og tag op efterhånden som du skal lave konfekt
Til cognac-konfekt skal du bruge:
- 1/3 af marcipanen fra opskriften ovenfor
- 1½ spsk cognac
- 100-125 g chokolade – jeg brugte 85% chokolade
- valnødder til pynt
Sådan gør du:
- mos cognacen ind i marcipanden.
- sæt marcipanen i køleskabet i 30 min, så den helt absorberer cognacen og er til at arbejde med igen
- tril kugler i størrelse der passer til din mund og sæt dem på køl
- hak chokoladen og tag 1/3 fra
- smelt de andre 2/3 i microbølgeovnen – giv chokoladen 30 sek (aldrig mere) på fuld effekt og rør rundt – gentag til den er helt smeltet
- tilsæt herefter den 1/3 du holdt tilbage og rør den ude i den smeltede del UDEN at bruge microbølgeovnen. Chokoladen er nu klar til brug
- dyp marcipankuglerne ned i chokoladen
- lægges på et stykke bagepapir – pres straks en valnød ned i toppen, så den kommer til at hænge fast i chokoladen, når den størkner
Hvis du er mere komfortabel med at smelte chokoladen over vandbad, så fungerer det også fint. I marcipan synes jeg ikke jeg fornemmer den kolde smag, som sukrin melis kan have, det fungerer helt perfekt. Konfekten skal opbevares koldt. I almindelig konfekt er sukkeret i marcipanen med til at konservere det, det mangler jo i sukkerfri konfekt, så det skal på køl. Jeg triller konfekten, så den er klar til at overtrække – opbevarer den i fryseren og så tager jeg den op og overtrækker den efterhånden som vi skal bruge det. Marcipanen er rigtig nem og dejlig at arbejde med og jeg kan altså ikke smage at den er sukkerfri. Så jeg ville ikke have betænkeligheder med at servere den for ikke-LCHF’ere uden at advare dem først.
Jeg har lige lavet marcipan og mums det er godt – og godkendt af gemalen og datteren ???? jeg mangler at overtrække med chokolade, men det må blive en anden dag ????
Tak for endnu en lækker opskrift
Du er en aktiv kvinde Anita 🙂 Jeg synes det er helt vildt så nemt det er 🙂 Så har man lige pludselig et stykke mega lækkert chokolade 🙂
Er sukrin melis det samme som sukrin gold?
Sukrin melis er ligesom flormelis- sukrin gold knaser for neget til at bruge det til marcipan.
Det skal bare en tur i minihakkeren, så går det fint med sukrin gold.
Det smager bedre.
Jeg bruger øko mandler, så behøver jeg ikke smutte dem.,lidt mere rustikt, meget lækkert.
Tak for tippet med sukrin gold – den smag er jeg også vild med. Jeg har engang også lavet marcipanen med hele hjemmehakkede mandler. Jeg kan også godt lide det lidt rustikke udtryk 🙂 og den lidt grovere konsistens 🙂
Ja det er så nemt at der ikke er nogen undskyldning for at synde med “ægte” marcipan ????